Frederik er 16 år og bor sammen med sin mor, far og lillesøster i Hvidovre, en forstad til København..

Da han var yngre, var Frederik glad for at gå i skole. Han havde let ved at få venner og lå altid i toppen af klassen, når der var prøver. Det seneste år har Frederik haft lidt sværere ved alting, både i skolen og derhjemme. Først blev han som mange af sine jævnaldrende venner indadvendt og isolerede sig. Han holdt sig for det meste på sit værelse og talte stort set ikke med sin søster længere. Kommunikationen med forældrene begrænsede sig til enkelte ord og brummen.

”Typisk teenager” tænkte hans mor og ventede på, at det skulle gå over.

Frederik fik sværere og sværere ved at komme op om morgenen. Han kom flere gange for sent i skole og fik anmærkninger fra lærerne. Han syntes, det var meget uretfærdigt. Det var ikke hans skyld, at han kom for sent, så hvorfor var lærerne efter ham?

”De har aldrig kunnet lide mig. De vil bare have en grund til at smide mig ud af skolen” sagde han til en af sine venner. Når han tænkte over det, var det faktisk ikke kun lærerne, der ville af med ham. Frederik følte, at flere af hans venner var begyndt at undgå ham. De tav, når han nærmede sig, og han var overbevist om, at de hviskede om ham bag hans ryg.

Frederik kunne ikke forstå, hvad han havde gjort for at blive behandlet på den måde. Det var skræmmende og forvirrende, og han syntes ikke, der var nogen, han kunne tale med om det, så han tilbragte mere og mere tid alene. Han begyndte at pjække fra skole og kørte i stedet rundt med S-toget hele dagen.

Men S-toget kunne også være skræmmende. Han gjorde sit bedste for, at folk ikke skulle lægge mærke til ham. Han så ned i jorden og undgik øjenkontakt. Alligevel kunne han mærke, at de andre passagerer så på ham, lo ad ham og hviskede om ham.

Frederik begyndte at føle sig meget alene. Hvis fuldstændig fremmede mennesker også var ude efter ham, hvor i alverden kunne han så få hjælp?

En dag i S-toget fik Frederik øje på en plakat om en hotline for mennesker, som følte sig ulykkelige eller ensomme. Han vidste ikke, hvordan en hotline kunne få folk til at holde op med at tale om ham, men måske kunne den hjælpe ham med at håndtere angsten. Nervøst ringede han op. Kvinden i den anden ende var sød. Hun lyttede til hans historie og så ud til at tro på ham. Hun gav ham også nogle gode råd. Hun sagde, at han skulle tale med en, han kunne stole på, om hvordan han havde det. Og at han burde gå til lægen.

Frederik tænkte lidt over det. Måske ville han få det bedre, hvis han talte med sin mor. Og selvom han ikke følte sig syg, kunne lægen måske hjælpe ham af med den konstante træthed.