Der var engang, hvor Helen ønskede, at det var hende, der var syg. Så havde hun kunnet ligge og se tv hele dagen. Så havde hun ikke behøvet at stresse hjem fra arbejdet for at passe sin søster Eva. Så havde hendes forældre måske holdt mere af hende.

Helen vidste godt, det var forkert at tænke sådan. Det var ikke Evas skyld, at hun havde skizofreni, og Helen fik dårlig samvittighed over, at hun var irriteret over al den opmærksomhed, søsteren fik.

Det var bare det, at alting var meget lettere, inden Eva blev syg. Dengang gik Helen til svømning hver dag efter arbejdet. Hun var sammen med sine venner i weekenden og kunne af og til tage fri og rejse væk i nogle dage. Det bedste var, når hun og Eva indimellem tog til London for at shoppe.

Men da Eva begyndte at blive syg, ville hun ikke gå i butikker længere. Faktisk ville hun ikke lave noget som helst længere.

”Du er blevet så kedelig og mærkelig,” råbte Helen til hende.
”Det er ikke så sært, at du ikke har nogen venner.” Det har Helen også dårlig samvittighed over.

I dag ved hun selvfølgelig meget mere om skizofreni. Hun ved, at Eva virkelig kæmper for at få det bedre, og at hun har brug for al den støtte, hun kan få.

Så derfor prøver Helen at lade være med at beklage sig over sin søster. Hun prøver at være positiv og opmuntrende, når hun hjælper hende med enkle, daglige gøremål som at klæde sig på om morgenen og at tage bad. Det virker, som om Eva igen er begyndt at tænke på, hvordan hun ser ud.

Helen hjælper også Eva med at have kontakt med gruppen af læger og sygeplejersker, som står for behandlingen. Hun går med til lægen og sørger for, at der bliver taget hensyn til al relevant information (f.eks. familiære forhold). Hun noterer, hvornår Eva skal tage sin medicin, og hvilke bivirkninger der kan forekomme. Og hun har lært at genkende tegnene på tilbagefald og ved, hvad hun så skal gøre.

Eva er langsomt ved at blive mere selvstændig, og Helen er stolt over den vigtige rolle, hun ved, hun har haft i sin søsters rekonvalescens. Men hun har tænkt over noget, psykiatrisygeplejersken sagde til hende ved det seneste besøg. ”Husk, at du også skal have dit eget liv,” sagde han.

Det lyder som et godt råd. I aften skal Eva selv lave sin mad, og Helen skal i svømmehallen sammen med nogle venner efter arbejdstid.