Der var engang, hvor Peter faktisk kunne lide at høre stemmerne.

Selvfølgelig var de generende til at begynde med. Han kunne ikke forstå, hvor de kom fra, eller hvorfor de talte til ham. En gang gik han hen og tjekkede, om han havde glemt at slukke for radioen.

Men med tiden blev stemmerne mere velkendte, og han vænnede sig til dem. Han havde trods alt følt sig ret ensom, siden han flyttede til Århus for at studere. Og selvom stemmerne kunne være lidt forvirrende, så var de i det mindste selskab.

Af en eller anden grund havde Peter haft svært ved at få venner blandt sine nye studiekammerater. Han havde aldrig haft problemer med at omgås andre under sin opvækst hjemme. Men nu syntes han, at det var mere og mere anstrengende at tale med andre, og efter et stykke tid gad han ikke mere. Han holdt også op med at gå ned i cafeteriet og spise frokost med de andre studerende. Han følte sig ikke sulten længere.

Efter forelæsningerne gik han tilbage på sit værelse og begravede sig i studierne. Hvis stemmerne dukkede op, lænede han sig tilbage og hørte på det, de sagde. Men den seneste tid havde stemmerne ændret karakter. Før i tiden sagde de positive ting. Om hvordan han skulle udføre store ting. Om hvordan han var udvalgt af Gud til at redde menneskeheden. Om hvordan kun han kunne afsløre terroristcellen, som havde infiltreret campus.

Det, de nu sagde, var uhyggeligt og skræmmende. Terroristerne havde fået øje på ham. De stod i ledtog med efterretningstjenesten. Og de overvågede ham fra overvågningskameraerne på gaden.

En nat blev han vækket af stemmerne, som råbte advarende til ham. Terroristerne var på vej. De kunne komme når som helst. Han måtte flygte. Peter råbte om hjælp ud i mørket. Han kunne høre naboerne råbe, sirener på gaden og nogen, der bankede på hans dør.

Nogle timer senere kom Peters forældre. Lægen, som havde været sammen med politiet, da de ankom til kollegiet, havde ringet og fortalt, hvad der var sket. Han forklarede, at Peter havde haft en ”akut psykotisk episode” og omgående skulle indlægges til behandling på hospitalet.